Print

Hotel Koldingfjord A/S
Fjordvej 154
6000 Kolding
Tlf.: 75 51 00 00
E-mail: hotel@koldingfjord.dk


Hvad er det modsatte af skrøbelig?

Forfatteren Nicholas Taleb har skrevet en ny og fascinerende bog med titlen ”Antifragile.” Direkte oversat betyder det anti-skrøbelig.

Nicholas Taleb blev berømt som forfatteren, der skrev bogen ”The Black Swan,” som udkom i 2007, og som forudsagde hele det efterfølgende bank- og finanskrak. Det blev han selvfølgelig meget berømt for.

I hans nye bog stiller han det retoriske spørgsmål: ”Hvad er det modsatte af skrøbelig?” Umiddelbart vil de fleste af os tænke, at det er robust.

Men pointen med hele bogen er, at det ikke er rigtigt. For hvis vi gennemtænker, hvad det vil sige at være skrøbelig, så betyder det, at noget går i stykker eller ikke længere fungerer, hvis det bliver ”forstyrret.” Så det modsatte af skrøbelig vil være noget, som bliver stærkere ved at blive forstyrret. Og det er ikke det samme som robust. Robust er nærmere den neutrale mellemposition mellem to yderpunkter – det ene er skrøbelig, og det andet er det, Taleb kalder anti-skrøbelig.

Et godt eksempel på noget som er anti-skrøbeligt, er vores muskler. Hvis man ønsker sig store overarmsmuskler, må man en tur i fitnesscentret og lave løft - få løft med så mange kilo som muligt. Gør man det dagligt i en periode, hvor man træner til den grænse, hvor musklerne ikke kan følge med længere, så opnår man til sidst, at musklerne vil forberede sig på at kunne løfte endnu mere. På den måde bliver musklerne stærkere og større for hver gang, de bliver overbelastede. 

I mange forskellige situationer er vi vant til at tænke, at den bedste måde, vi kan beskytte os selv på, er ved at skabe noget, som er stærkt eller robust. Men en vigtig pointe i Talebs bog er, at ting der er robuste, blot holder lidt længere, når de bliver forstyrrede. Når de går i stykker, sker det med et kæmpestort brag.

Taleb har flere gode illustrationer på det. Blandt andet fortæller han om to græske brødre, som immigrerer fra Grækenland til London - begge opsatte på at finde lykken. Den ene får job i en bank, mens den anden beslutter sig for at blive taxachauffør.  Efterhånden som årene går, bliver deres mor mere og mere bekymret for den bror, der er taxachauffør. For hun hører hele tiden om, at den ene dag går det godt, og næste dag går det ikke så godt. Den bror, der sidder i banken, får løn på kontoen hver måned, han sparer lidt op til sin pension, og det ser på overfladen ud som om, at han har et langt mere robust liv end sin bror.

Lige indtil bankkrisen rammer, og den bankansatte bror står på gaden uden job og en pensionsopsparing , der pludselig er fordampet - skyllet væk af den finansielle tsunami. Den bror, der ernærer sig som taxachauffør, ryster lidt på hovedet og finder nogle andre distrikter i London til at opsøge kunder i, hvis der ikke er så mange tilbage i finansdistriktet.

Det kan godt være, at den bankansatte bror var robust, men ham der kørte taxa, var i virkeligheden anti -skrøbelig. Og anti-skrøbelig viser sig at være en meget stærkere position end robust.

Meget ofte lever vi i en situation, hvor vi tænker, at vi skal sikre os bedst muligt, så vi er i en robust situation. Men det er som oftest, fordi vi kigger bagud og sammenligner med, hvordan det er gået hidtil. Det svarer lidt til, hvis man var en and i en andegård, og når man så, som 6 måneder gammel and, gør status over sit andeliv, ja så tænker man, at man har det mest fantastiske liv. Mad på bordet hver dag, ingen ræve kan komme ind i andegården, ja det kunne ikke være bedre. Og den lykke varer jo selvfølgelig ved lige til Mortensaften.

En vildand, der lever i mosen, lever anderledes utrygt og oplever hver dag små og store trusler, men har til gengæld noget, som den tamme and i andegården ikke har. Vildanden har options. Den har muligheder og alternativer. Det gør den mindre skrøbelig

Pointen i Talebs bog er, at i en verden, der bliver mere og mere uforudsigelig, og som forandrer sig hurtigere og hurtigere, er det nødvendigt, at vi ikke bare fokuserer på at blive robuste, men i stedet for tænker på, hvordan vi bliver anti-skrøbelige. Det gælder både på det personlige plan og for vores virksomhed.

Så tænk lidt over det. Hvor på skalaen: Skrøbelig – robust – anti-skrøbelig tror du, at du og din virksomhed er? 

Mike Hohnen

 


Udskrevet fra: http://www.koldingfjord.dk/konference/ro-fordybelse-og-refleksion/mikes-corner/november/ Udskrevet d. 20. december 2014 - kl. 10:41