Hotel Koldingfjord søger en stærk BtB-profil til at løfte vores salg.

Du trives på landevejene, hvor din erfaring med salg af konferencer, møder og seminarer for alvor kommer til sin ret i det direkte møde med nuværende og nye kunder.

Du kommer med et fremragende produkt i tasken. Hotel Koldingfjord er et af landets smukkest beliggende og bedste konferencehoteller. I 2020 blev vi kåret som Årets Konferencecenter, og dine ca. 100 nye kolleger knokler hver dag for at holde os helt i front.

Hvem er du?

Du kan dokumentere gode salgsresultater, meget gerne fra turist/hotel/konferencebranchen.

Din succes er et resultat af din gennemslagskraft, vedholdenhed og overblik.

Vi lægger vægt på at se vores gæster igen og igen her i huset. Derfor kræver vi af dig, at du kan etablere og vedligeholde langsigtede kunderelationer.

Du kan forhandle på alle niveauer – meget gerne også på engelsk og tysk.

Blandt dine værktøjer er erfaring med digital markedsføring – CRM, SoMe – gerne fra en større organisation.

Det er naturligt for dig at tage ansvar for at finjustere og gennemføre vores salgsstrategi. Din nærmeste kollega bliver den adm. direktør, som du refererer til. 

Hvad tilbyder vi?

Jobbet som salgschef på Hotel Koldingfjord er spændende og udfordrende. Vi er en hotelvirksomhed i vækst, og du bliver central i at sikre den fortsatte succes.

Du bliver en del af ledergruppen, og vil få mulighed for at tage del i den samlede udvikling af hele virksomheden. Det er afgørende for os, at lederne går forrest og i det daglige efterlever husets værdier, så alle kolleger trives og udvikler sig. På den måde kan vi yde vores bedste for gæsterne.

Jobbet rummer stor frihed til at planlægge og gennemføre salgsaktiviteterne. Der er et antal rejsedage i forbindelse med kundebesøg, messer og udstillinger.

Dine vilkår forhandles på et attraktivt niveau med afsæt i din erfaring og dine kompetencer. 

Hvornår?

Vi savner dig allerede – men venter gerne på den rigtige. 

Vil du vide mere?

Ønsker du at høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte adm. direktør Peder J. Madsen på mail: pm@slet-dette.koldingfjord.dk eller telefon 75510000. 

Hotel Koldingfjord er ejet af Dansk Sygeplejeråd og Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer.