Alle nye dobbeltværelser og hotellejligheder indrettes med dansk design

  5. April 2026

Naturen og designmøbler af den verdensberømte møbelarkitekt Finn Juhl spiller en stor rolle, når Hotel Koldingfjords 20 nye værelser og hotellejligheder skal indrettes til sommer.

 

Når håndværkerne har malet de sidste vægge, og lysinstallationer er på plads i nye hotellejligheder og dobbeltværelser, rykker Lourdes Schwartz og Karsten Rasmussen fra Design Solutions ind. De glæder sig til at gøre deres indretningstegninger til virkelighed i løbet af sommeren.

“Sofaer, borde og stole er alle tegnet af den verdensberømte møbelarkitekt Finn Juhl. Den øvrige indretning er specialdesignet i egetræ og valnøddetræ, og alt er produceret i Danmark. Farverne og materialerne afspejler hotellets særlige placering midt i naturen,” siger Lourdes Schwartz, indretningsarkitekt hos Design Solutions.

De udvalgte farver og materialer er afstemt med hotellets særlige placering midt i naturen. I indretningsplanerne har det også været vigtigt, at de nye værelser hænger sammen med Hotel Koldingfjords øvrige designudtryk. 

“Vi har et fantastisk godt og konstruktivt samarbejde med hotellets direktør Peder Madsen og de øvrige medarbejdere, der har stor tillid til vores forslag og ideer,” siger Karsten Rasmussen, der er direktør i Design Solutions og har mere end 35 års erfaring med hotelindretning.

Historiske bygninger får nyt liv

De ti nye hotellejligheder og ti nye dobbeltværelser er placeret i bygninger fra 1917 og 1933, der tidligere har huset Julemærkesanatoriets spædbørnsafdeling og Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Værelserne ligger kun en kort gåtur fra Hotel Koldingfjords hovedbygning.

Hotellejlighederne har separate soveværelser, stue, minikøkken og udsigt og terrasse mod fjorden. Her er det oplagt, at gæsterne bliver i flere dage for at holde en rolig ferie eller fordybe sig i et projekt.

Gæster skal være minimum 16 år 

Alle nye værelser og hotellejligheder kommer til at fungere som en voksenafdeling, hvor gæster minimum skal være 16 år for at overnatte.

“I bygningen Fjordglimt kommer der også fitness i kælderen, og på første etage er der tre værelser, der har et stort fællesrum med bløde møbler og et stort bord, hvor der er plads til ti personer,” siger Lourdes Schwartz, indretningsarkitekt.

Der er også tænkt på de små detaljer i indretningen. Sengetæppet udskiftes efter årstid, så det passer til naturens udtryk, om det er sommer eller vinter. 

Til august 2026 er værelserne klar til de første gæster
 

  • Når ombygningen er færdig, tilføjes ti nye værelser og ti hotellejligheder til Hotel Koldingfjord.

  • Hotellejlighederne har separate soveværelser, stue og minikøkken med opvasker.

  • 18 af de nye værelser/lejligheder har udsigt over vandet.

  • 15 værelser har egne terrasser.

  • Soveværelserne vender mod skoven i nord.

Tilbage