NiCOLAI - Kulturhus i Kolding
Adress
Skolegade 2C6000 Kolding
Afstand: 5,25 Km
Website
BesøgNiCOLAI er møder mellem kunstarter og kulturudtryk.
Komplekset består af fem selvstændige huse, men fungerer også som én kulturel helhed.
Rammerne signalerer både kvalitet og nytænkning – noget, der går igen i alle husenes tilbud.
I NiCOLAI dyrker vi mangfoldighed, kreativitet og nye møder mellem kunstarter og kulturudtryk.
NiCOLAI Biograf og Café
I NiCOLAI Biograf kan du opleve et bredt udsnit af kunstneriske kvalitetsfilm, klassikere og mainstreamfilm til både børn, unge og voksne.
Biografen, som drives af frivillige kræfter, tilbyder en række kulturelle arrangementer såsom foredrag, debataftener og temadage – og gennem samarbejde med Cinemateket vises der hver anden onsdag en udvalgt kultfilm eller klassiker. Start eller afslut din biotur med lidt lækkert i caféen, som byder på drikkelse og snacks i hyggelige omgivelser. Du er også velkommen til at tage en kop kaffe eller et glas vin med ind i biografsalen, imens du ser film. Caféen har åbent én time før første forestilling og indtil cirka ½ time efter sidste forestilling er gået i gang (mellem formiddagsforestillinger og eftermiddagsforestillinger vil der dog være lukket).
Kolding Stadsarkiv
Kolding Stadsarkiv er kommunens hukommelse og et skatkammer af originale dokumenter, fotografier, kort, erindringer og viden om livet i Kolding kommune siden demokratiets fødsel i midten af 1800-tallet. Vores fornemste opgave er at åbne vores samlinger, så alle får mulighed for at bruge den lokale historie aktivt. Samtidig kan du selv blive en del af historien, ved at aflevere materialer til arkivet. For alle har en plads i historien.
NiCOLAI for Børn
Klatr i tovene i Junglen, byg fantastiske slotte med kæmpestore puder, eller dans til musikken, der fylder rummet med energi og glæde. Slip kreativiteten løs i vores kreative værksteder, hvor børn og voksne kan tegne, male, bygge og skabe side om side. Udforsk, eksperimentér og skab sammen – for her er processen lige så vigtig som resultatet. Tag en stille stund og slap af i de hyggelige loftrum ovenpå, eller træd ind i Teatergrotten og bring jeres egne historier til live med ansigtsmaling og unikke kostumer. Hos NiCOLAI for børn er det fantasien, der viser vejen – og der er plads til, at alle kan være med.
NiCOLAI Kunst & Design
NiCOLAI Kunst & Design er udstillingsstedet, der giver alle interesserede mulighed for en gratis kunstoplevelse i professionelle rammer. De smukke og lyse udstillingslokaler danner ramme for 6 – 8 udstillinger hvert år med professionel kunst, design og kunsthåndværk. Du finder udstillingen på adressen Skolegade 2C – i samme bygning som NiCOLAI for børn.
Bygning 5
Bygning 5 er et åbent kulturhus for alle over 15 år, der har lyst til at skabe, lære, nørde og være kreative sammen med andre. Her er der plads til idéer, eksperimenter og fællesskab – uanset om du er nybegynder eller supernørd. Vi laver løbende kurser og events, hvor du kan kaste dig over f.eks. læder, strik, syning, 3D-print og meget mere.
NiCOLAI Scene
Bygningen, som engang var Gymnastikhuset, rummer i dag NiCOLAI Scene, hvor der afholdes koncerter med både professionelle og amatører. Derudover bruges scenen også til foredrag, børneteater, tangoaftener og meget mere.
Gården i NiCOLAI
Den gamle skolegård har længe været et unikt rum i byen, som hvert år fyldes med markeder, leg, koncerter, workshops og byrumseksperimenter. Fra sommeren 2026 bliver gårdrummet forvandlet til Danmarks første GAME Street Hub - et urbant mødested med fokus på bevægelse, kreativitet og fællesskab, særligt for unge.
<< Gå tilbage

Destination Trekantområdet | info@tdto.dk



